Jeg aner ikke, hvad det gik ud på. Men det stank af sæbe.
Kochie
May 182012
May 172012
Jeg er og bliver ikke fan af helligdage.
Først og fremmest er de skyld i, at forretning Danmark mere eller mindre kollektivt går i hi. Det betyder også, at Fitness World leger, at det er søndag – og det er det jo ikke, det er torsdag – og alt i alt har denne himmelfarerdag haft den konsekvens, at jeg har opført mig, som var det søndag. Søndag efter en lørdag uden fest og glade dage, så jeg var tidligt oppe. Men kroppen ville ikke rigtig være med til noget fornuftigt, så jeg spenderede det meste af dagen i min seng.
I gamle dage havde det resulteret i, at jeg ikke var kommet ud af den overhovedet. Men selvom jeg har været absolut ugidelig det meste af dagen, har jeg alligevel nået dagens forskellige delmål. Så opvasken er taget, tøjet er vasket, jobansøgningen klaret, og jeg sluttede det hele af med at løbe 10 kilometer – for anden gang i mit liv – og gøre det tre minutter bedre end første gang. Så ja, det kan vist kun være personlig udvikling.
May 162012
(Dagens indlæg er en novelle – ganske fiktiv og også at finde i historiesektionen af siden. God læsning)
Hvor ville han hen? Det var en forbilledlig forårsdag. For første gang i dette, det nye år, havde solen fået et reelt overtag og var faktisk varm. Man kunne mærke strålerne som andet end lys. Bløde, lune stråler badede hans jakkefri overarme i massiv velvære. Han trak vejret dybt ind. Hostede knap nok mere. Han stod på tærsklen. Dørtærsklen til det, der nu skulle være slut. Hans tidligere liv. Det forhenværende.
Højre eller venstre?
Det var første gang i årevis, han faktisk havde lyst til at træffe sådan et valg. Det sidste lange stykke tid, havde han kørt på mental autopilot. Der havde siddet en lille mand deroppe. Et eller andet sted i hans hoved og styret de basale bevægelser i hans liv. Han havde på den måde fået mad og drikke. Han var kommet op til tiden, mødt på arbejde og havde udført det til tilfredshed hos ledelsen. Han havde lært at navigere i de bagerste sider i de tabloide blade og på den måde få stillet endnu et af de basale behov. I årevis havde det været nok. For ham. Ikke for nogen anden. Han indså det en dag, han var nødt til at lægge sig syg. Kraftig hoste, høj feber. Det varede længe. Han blev tvunget til lægen, blev medicineret og beordret. Hold sengen. Han holdt sengen. Var væk fra arbejde i 21 dage. Og hørte ikke fra én. En lægeerklæring havde sikret, at han ikke blev fyret. Så der var der ingen, der havde en grund til at kontakte ham. Til at spørge ham, hvordan han havde det. Så han var nødt til selv at stille sig det spørgsmål. Og svaret gjorde ondt. MEst fordi, der ingen andre var til at stille spørgsmålet end ham selv. Den første uge i sengen havde nærmest været som en forlænget arbejdsdag. Det var andre automatiserede processer, der skulle udføres. Hoste, snot, harke og spytte i lomeletter. Gå i bad og skifte det svedne sengetøj ud i ny og næ. Men efter en uge uden selv den basale kontakt, der virkelig ikke var anden end basal, begyndte det at vende sig i maven på ham. For hvorfor. Hvorfor var der ingen, der havde spurgt til ham? Svaret var nærliggende. Han havde ikke givet nogen en god grund til at stille det spørgsmål. Han havde kappet alle bånd, ignoreret alle udstrakte hænder i så lang tid, at der ikke var nogen, der havde grund til at stille ham et sådant spørgsmål. Ingen bekymrede sig for hans velvære, og det kunne den lille mand i hans hoved ikke finde en løsning på. Der fandtes ingen automatiseret proces, der kunne hjælpe med det problem. Det var ikke drevet af sult. Det var ikke drevet af tørst eller begær. Det var en følelse stærkere end den knugende depression og frygt for at blive alene, der havde naget ham i årevis. Frygten for at blive alene blev forstærket, hver gang han var sammen med andre mennesker, derfor slog han hånden af dem, der faktisk bekymrede sig for hans ve og vel. Men nu var de væk. Nu var han og den lille mand alene.
Og efter 14 dage i totalt afisoleret ensomhed, måtte den lille mand give fortabt. Den forsvandt slet og ret. De næste dage glemte han at spise. Befandt sig i total apati, trak vejret i minimale stød og hostede knap nok mere.
Hvorfor, han faktisk rejste sig, fandt han aldrig et svar på. Ikke et reelt svar. Men han var alligevel noget sikker på, at noget inde i ham bev vækket i løbet af den tid, hvor han ikke havde mulighed for at afslå kontakten til andre mennesker. Han indså pludselig, at et liv uden nogen andre end hans eget selskab ikke engang var et halvt liv. Det var derofr,han stod op. Det var derfor, han gik i bad, blev barberet, iførte sig klæder indefra og ud. Det var derfor han stod der. På tærsklen der skulle adskille hans gamle og nye liv fra hinanden. Det var derfor. Højre eller venstre?
Det sjove var, at det kunne være inderligt ligegyldigt, da han ingen kendte i det kvarter, han var flyttet til, fordi han konsntant blev indet om hende og alle mulige andre mennesker, der engang havde brudt sig om ham. Derfor var han rykket til den del af byen, han kendte mest til. Og selv nu efter år i den bydel, anede han intet om den. Han kunne finde sit arbejde. Og mellem arbejdet og hans “hjem” var der forretninger, de essentielle behov blev dækket derfra. Han havde en vag anelse om, at han var kommet fra højre, dengang flyttebilen parkerede ved hans gadedør for år tilbage. Var det den vej, han skulle gå? Hvem ville han møde?
Højre eller venstre?
Han trådte ud på fortovet og gik.
May 152012
Det er hårdt at være jobsøgende.
Det må være delkonklusionen på mit liv nu, der er gået tre måneders tid med at skrive ansøgninger, opdatere CV, pleje et ikke-eksisterende netværk og på anden måde forsøge at bilde mig selv ind, at det hele nok skal gå. Men selvfølgelig skal det nok gå. Der er et væld af mennesker, der har det ligesom mig, og vi fik alle sammen at vide, at vi som minimum ikke skulle panikke, hvis ikke vi var i arbejde inden for det første halve år. Og i så fald er jeg jo kun halvvejs mod panikkens rand, og så skal det helt klart nok gå.
Hvad er der ellers sket?
Jeg er for anden, eller tredje, gang nået til en ny beslutning om, hvad bloggen skal handle om det næste stykke tid. Sidste gang endte den med at danne ramme om mit liv fortalt i billeder. Det stopper ikke helt, men det er blevet skubbet lidt i baggrunden til fordel for flere skriftlige udfoldelser. Jeg ved ikke helt, hvorfor dette skift har fundet sted, men jeg kan se, at jeg begyndte at skrive forskellige tekster fire dage efter, jeg skrev det seneste indlæg for små tre uger siden. Siden da har bloggen været tom, men mit dokument er fyldt med over 30 siders tekst, der spænder fra tanker om mit liv, som det ser ud lige nu til diverse noveller i mere eller mindre færdig form.
Det er planen, at disse tekster skal herind på siden, som de bliver gjort færdige og læsbare, og oveni det vil jeg finde plads til at skrive om mit liv igen. Det er ikke fordi, der sker det helt store. For tiden laver jeg så lidt spændene, at jeg ikke engang tager billeder med det ene af mine to kameraer. Men det skal dog tilføjes, at det kamera, der holder pause, kører på god, gammeldags film, og den slags er jo hundedyrt!
Til gengæld er jeg kommet igang med at løbe igen. De sidste 10 dage har jeg været afsted, og det går stille og roligt frem mod noget reelt fornuftigt. For mit vedkommende betyder det ture på 4-5 kilometer med 10 kilometer i timen og længere ture på 10 kilometer med en noget lavere hastighed. Men det vigtigste er jo at komme afsted. Og det kommer jeg.
Apr 222012
Det er det, jeg er vokset op med. Hvorfor, ved jeg egentlig ikke. Det var det, min fader kunne lide, og da det var ham, der spiste absolut mest i min barndom (personligt var jeg mere til hvidt brød dengang), var det ham, der bestemte.
I dag køber jeg det kun i mangel af bedre. Omend det stadig har en umanerligt maskulin indpakning, der er lysår foran så mange andre mærker.
Apr 152012
Jo, jeg skammer mig selvfølgelig.
På den anden side blev jeg mæt hver gang.
Apr 132012
Det er svært at visualisere ligegyldigt vejr:
Sandt er det dog, at det absolut ingen gavnlig effekt har på mit humør.
Jeg er som udgangspunkt stor fan af regnvejr, men lige for tiden higer min krop bare efter sol. Sol og sommer. Og det lader åbenbart vente på sig. Møgvejr.
Hvad er Quonga for noget? Den forklaring må vente, til jeg har overstået de næste to dages teatervaderi (og en anelse øldrikkeri imellem det.)
Indtil da vil jeg blot sige, at de virkelig formår at sætte en god stemning igang i forhaven. Sådan med havenisser og alt muligt.
Apr 122012
Der var et eller andet galt med den vampyr. Måske den ikke var forvandlet endnu?
Apr 112012
Her, mens vi går og venter på, at solen skal blive oppe til langt, langt ud på natten, er det godt at vide, at ens omgangskreds sørger for at have ordentlig belysning med, når de sådan kommer på besøg.
