Og så fik jeg mig endnu en hue:
Ganske uofficiel. Men jeg er mindst lige så glad for den og stolt af den, som jeg er for den hue, der hænger nedenunder.
For omkring middagstid den 12 januar 2012, sad jeg i et lokale med min gode ven Søren, en flink censordame og min vejleder og tidligere underviser fra førte semester på skolen.
Vi havde været til eksamen. Endelig. Vi havde forsvaret hver for sig, ventet en kort stund udenfor og sad nu blot i spændning (for mit vedkommende i hvert fald) på at få at vide, om vi var bestået eller ej. Og bestået, det var vi.
Det var en af de mærkeligste eksamener, jeg har oplevet. Det gik for det første meget stærkt. Det varede under en halv time, og jeg fik i bund og grund friløb til bare at tale. Selvfølgelig havde jeg konstante henvisninger til vores opgave, artikler og arbejdsrapport, og det er måske derfor, talestrømmen ikke blev stoppet. Selvom jeg til tider sagde til mig selv, at jeg snart burde tie stille, så den sønderlemmende kritik af vores hovedopgave, som jeg i dagene op til havde fået talt særdeles meget ned i værdi, kunne fortsætte.
Det skete ikke. Derimod bestod vi. Vi fik en flot karakter og venter nu blot på, at februar kommer nær, og vi kan få skriftligt bevis på, at vi faktisk er journalister.
Indtil da vil jeg gøre, som jeg altid gør, når jeg synes, det går for godt; jeg vil tvivle. Det er ikke en drøm, det er jeg bevidst om. Jeg har endda knebet mig selv i armen i dag. To gange. For det gik for godt til, at det burde være sandt.
Men hvis ikke jeg vågner med et sæt i dagene op til den der dato i januar, jeg ikke helt husker. Så er jeg vel journalist. Og det er fantastisk.
Og det så sådan ud.