Det var dengang, hun gik fra ham, at det hele begyndte. Følelsen af altdominerende intethed indtog ham. Alt det, der ellers var blevet optaget i hans sind måtte vige fra deres fint opstillede pladser. Det hele blev skubbet til side til fordel for en mørk ikke eksisterende masse, der gjorde alt gråt og ligegyldigt.
De basale ting omdannedes til automatiserede processer. Inden i ham sad der en enkelt, lille sindrig mand, der trykkede på en knap.
-sulten- *klik* -mæt-
-tørstig- *klik* -sæt-
Det var ikke umuligt at overleve sådan. Men det var heller ikke sjovt. Det var intet. Og uden mål forblev han i sig selv. Der kom intet ud af ham. Følelserne blev pakket ind. Før sad de uden på tøjet. Han havde altid haft let til tårer. Let til smil og høje grin. Han havde altid været den, der fik luften til at cirkulere i et lokale. Fik støvet til at lette fra hylderne. Og falde ned igen på næsten samme sted og så ikke alligevel. Det kunne han ikke længere.
Glæden røg ind i et mentalt kosteskab. En kroget, rusten nøgle blev knirkende drejet helt på plads.
*klik* -tomt-
Han var stadig til stede i verden. Han havde et arbejde, der stadig kunne bringe de små, fine elektråde i hans hjerne i vibration. Sætte ting igang inde i ham der i mikrosekunder bragte glæde, nysgerrighed og almen interesse for livet med sig. Men de var få. Og de blev færre.
Hans venner accepterede det selvfølgelig. At han var trist. At han tog stunder for sig selv. Derhjemme. Uden lys. Siddende, stirrende ud i den stillestående luft med blanke øjne og et harskt sind. Opfyldt af hadefulde, modsigende tanker der ville hende alt godt og ondt på samme tid.
Da han brød sammen over alt for meget alkohol, alt for lidt søvn og alt for meget fokuseren på, at han ikke ville have det sådan, blev han fulgt hjem. Han betalte ikke engang for taxaen den aften. Gik blot i seng. Og blev der.
I starten var det fuldt ud acceptabelt at have det sådan. Hun var jo gået fra ham. Og de havde alle sammen set, hvor glade de to var sammen. Hvordan de fuldendte deres sætninger. Hvordan de kunne fortabe sig i hinandens øjne – selv efter så lang tid. Og hvordan de kunne sidde så ganske stille, og bare være der. Sammen.
Hvor, hun var blevet af, var der ikke nogen, der vidste. Eller jo. Et par stykker vidste det selvfølgelig. For de holdt kontakten til hende. Men de gjorde det i det skjulte. Det skulle nødig hedde sig, at de ikke holdt med ham. At de havde valgt den forkerte side.
Men ensomheden må have grænser. Tristheden må forføje sig for de glade stunder nok engang. Sådan er det jo at være menneske. Men ikke for ham. Han blev hængende. Sad fast i dyndet af traurighed.
Manden med magten over knapperne inde i hans hoved tilranede sig mere magt. Mad, søvn og væskebehov blev styret deroppefra. I det lille kontrolrum med flere og flere knapper.
Følelserne blev der rykket lidt på. Snart kunne han kun grine af ting, der egentlig ikke var sjove. Hjemmerøverier, voldtægter og lemlæstende eksplosioner i ørkentilstøvede lande langt fra ham selv. Det var ikke sjovt som sådan. Men det forandrede noget inde i ham. I et sekund følte han noget andet. Det gik pludselig ikke kun ud over ham.
Så begyndte manden med magten at forskubbe hele opfattelsen af virkeligheden. Hvornår der skulle soves. Hvornår der skulle slåes op på de bagerste sider af de tabloide blade. Hvor meget det måtte koste, og hvor så det skulle foregå. Han protesterede ikke.
For manden i kontrolrummet var istand til at forandre de små ting til det bedre. Og så ikke. Ikke det bedre. Men til noget andet, end det der var her og nu. Det, der var nu, var grimt. Det andet var anderledes. Alt anderledes var godt.
—–
En dag vågnede han. Med åbne øjne. Stående. Pakkende. Tingene var i kasser. Få ting var i kasser. Det meste var i sorte sække. Mange sorte sække var blevet båret ned i det store skraldekompleks, der befandt sig bagerst i den urinlugtende baggård, hvor han og hun vist nok engang havde solet sig en glad, tømmermandsrig søndag eftermiddag. Dengang det betød noget, hvor man havde tømmdermænd.
Få kasser blev båret ned i en ventende bil. Nøglen blev efterladt i postkassen. Han flyttede. Flyttede til det stik modsatte kvarter af den ret så store by, han havde boet i. Først alene. I starten på et studie – på et nyt liv. Så med venner, nær familie – så tæt på hende som muligt. Nu var det en anden lejlighed.
Hvorfor betød det noget, hvor han sov? Det vidste han ikke. Manden i kontrolrummet var ikke altid lige god til at informere manden med hjertet, hjernen – ja ham der faktisk eksisterede i virkeligheden – om hvad det var, der var ved at foregå. De var et elendigt team. Men det hele gik.
Fyret var han ikke blevet. Tilbagetrukket var han. Men kollegerne accepterede det uden at kny. Værre var det vitterligt med de andre. Dem, der betød noget. Hvornår havde han sidst set dem? Det måtte vente. Han havde det stadig skidt. Værre end skidt. Retarderet dårligt. Før ville han have grinet af den sætning. To ord, der lød godt sammen og samtidig ingen mening gav. Altid sjovt. Engang. Den tid var forbi.
Ny lejlighed. Gammelt arbejde i ny afdeling. Skille ting ad, der ikke virkede. Gå dem efter med målere og samle igen. Pakke fint ned. Videre til næste produkt. Ingen kundekontakt. Ingen kolleger. Eget kontor. Sørgede han for, at dimserne fik nyt liv, blev han ladt i fred. Det var han. Ikke glad for. Men det var bedre end at skulle konfronteres med mennesker, der insisterede på at vide, hvordan han følte. Han følte intet. Og det gjorde ondt.
Så. En dag. Da han stod i telebutikken med en ny telefon. Med et nyt nummer. Han havde sørget for, at det var sikkert. Ingen kunne slå det efter. Hans forældre blev informeret om de nye otte cifre. De stillede ingen spørgsmål. Og de var kød og blod. Og han følte stadig noget for dem.
Manden i kontrolrummet havde ikke lukket af for de nervebaner endnu. Ikke cuttet dem med et fint, kirurgisk snit. Men det kom måske en dag. Ingen andre fik det nummer. Ingen venner. De vidste ikke, hvor han var flyttet hen. Han tænkte på dem. Bagerst inde i sjælen og sindet var han stadig sig selv for korte perioder. Der var manden i kontrolrummet ikke nået til endnu.
Så han kunne nå at savne dem. Men med savnet af dem kom hun frem igen. Stod der midt i hans hoved. Og smilede. Grinede. Sagde til ham, at det ikke var hans skyld. At det var hende, der var noget galt med.
Han slog øjnene op.
Hun stod der faktisk – foran ham. Han virrede med hovedet.
Hvor var han? På gaden ja. På vej “hjem” fra dagens nødtørftige indkøb. De var rendt på hinanden. Hun talte. Smilede usikkert.
Hvordan havde han det? Forstod godt, hvis han var vred.
Men håbede, han forstod.
Han skreg ind i hendes hoved. Intet ord. Intet forståeligt. Blot lange sekunders primalt skrig af frustration, frygt og selvhad. To Nettoposer var beviset på, at han havde været der over for hende kort før. Da hun blev fundet af tilfældigt forbipasserende. Observeret i stilstand. Tårerne trillende ned ad kinderne. Var hun kommet noget til? Var det hendes varer?
*klik*